Berlin Guide - Mig og min by med FredesBlog - TRINE'S WARDROBE
« A weekend in Skagen
Mig og mine børn med Szhirley »

Berlin Guide – Mig og min by med FredesBlog

14/05/2017

Hvis turen går til Berlin, så er det Fredesblog man skal have fat på når det kommer til tips til bedste spisesteder, butikker og fine gader. Jeg har selv været så heldig at være i Berlin med hende, og jeg blev på en eller anden måde lidt mere forelsket i byen efter jeg så den med hendes øjne.

Jeg har lokket en masse tips og tricks ud af hende som I også kan få gavn af, hvis turen snart går til Berlin. Hør bl.a. hvor du skal shoppe, hvor de lokale spiser, bedste madmarked og hvor man får den bedste morgenmad.

Navn: Frederikke Toftsø  
Alder: 29 år
Beskæftigelse: Blogger på Fredesblog.dk, forfatter og womens director hos Rezet Sneaker Store 

BESKRIV DIT FØRSTE MØDE MED BERLIN   
Jeg var i Berlin med min mor, lillebror og nogle venner i 2001 eller sådan noget. Det var en mega god tur, men på sådan en lidt teen agtig måde, haha. Der gik alligevel 11 år, før jeg kom tilbage. Jeg var der med min lillebror i 2012 igen, og her blev jeg virkelig forelsket i byen. Vi boede i NeuKöln og oplevede Berlin som en mere rå og sej version af København. Efter vi havde været der i tre dage, var vi begge klar til at flytte derned, haha. Siden da har jeg været der omkring 10 gange, og det er nærmest en af de byer, jeg har rejst mest i. Jeg elsker den, fordi den er så afslappet og let at besøge – det er ikke særlig dyrt at rejse dertil (og det tager ikke meget tid), og det er billigt at leve der. Der er godt at shoppe, feste, chille og hænge, og byen er fuld af oplevelser, museer, historiske seværdigheder og arkitektur. Jeg synes Berlin har det hele faktisk.

DET FØRSTE MAN SKAL GØRE, NÅR MAN KOMMER TIL BERLIN 
Hæv nogle penge. De fleste steder er cash king.

BEDSTE RESTAURANT, SOM KUN LOKALE ELLERS KENDER 
Jeg ved ikke, om den er hemmelig som sådan, men på Samaritter Strasse i Friedrichshain ligger der en lille tyrkisk madbiks. De serverer hummus, falafel og sådan nogle lækre tyrkiske brød med fyld. Den er totalt low key, men virkelig nice.

DEN BEDSTE PARK ELLER GRØNNE PLET I BYEN  
Jeg elsker Tempelhof – den gamle nedlagte flyveplads. Det er et sted, som betyder virkelig meget for byen og beboerne bruger den aktivt til at dyrke motion, flyve med drager, holde picnic eller til små byhaver. Der er et helt område med små interimistiske haver fyldt med planter og sjove små skure. Jeg kan også godt lide området ved Arena Berlin, hvor Freischwimmer ligger. Det er sådan en lille sluse med en helt masse hyggelige barer helt ned til vandet og så Badeschiff, som er en pool ude i Spree (floden der løber gennem Berlin) der har jeg badet, og det var så nice!

YNDLINGS BUTIK 
Jeg har aldrig købt noget i Corner Berlin, men jeg kunne tænke mig ALT, og jeg ville også gerne bo der. De har det vildeste udvalg af Céline, Dior, Vetements og jeg kunne blive ved! KaDeWe har fornyet deres profil og har en virkelig god designer afdeling med blandt andet Proenza Schuler, Céline og Acne og så har de en rigtig nice sneakerafdeling. Men den fineste butik, som virkelig er en Berlinsk perle, er Do You Read Me?, en lille magasin og bogbutik i mitte – himlen for en bognørd som mig.

HVAD SKAL MAN HAVE AT SPISE, NÅR MAN ER I BERLIN   
Döner! Bare vælg et sted, der er så mange gode. Jeg har også fået virkelig god dim sum på Yumcha Heroes, hvor de har et kæmpe lyserødt vindue ud til køkkenet og et helt gult toilet. Man skal også huske at drikke en masse øl, for de er billige. Santa Maria Diner laver god mexikansk mad, Il Ritrovo laver god pizza, og så er Dudu og Monsieur Vuong et besøg værd.

HER FÅR MAN DE BEDSTE DRINKS 
Jeg har engang fået nogle virkelig gode og stærke drinks på Würgeengel i Kreutzberg, men ellers vil jeg foretrække Happy Hour i magarithas på Santa Maria Diner. De er gode!

HVAD SHOPPER DU ALTID, NÅR DU ER I BERLIN  
Jeg elsker at gå på opdagelse i Rossmann, som er en slags Matas. Der kan du finde alle mulige skønheds- og hudplejeprodukter og mærker som Lavera og Weleda er en del billigere. Biocompany og der store økosupermarkeder er også fantastisk, og jeg kommer altid hjem med et eller andet skørt raw chokolade eller gurkemeje-matcha the.

YNDLINGS HANGOUT STED
Et af de mange madmarkeder, fx Neue Heimat, hvor man bare kan snacke dagen lang, eller eventet Burgers & Hiphop på Prince Charles hvor de spiller 90’er hip hop og serverer burgere hele dagen.

HVOR SKAL MAN SHOPPE  
Voo store er også en helt fantastisk butik med et godt udvalg af både sko, sneakers, tøj og accessories fra store internationale mærker og mindre og mere ukendte mærker som Malaika Reiss og Satisfy. De har også en magasin afdeling og en kaffebiks – der kan jeg bruge mange timer.

BESKRIV DEN PERFEKTE WEEKEND I BERLIN  
Mig og mine veninder, masser af hvidvin som drikkes afkølet, en varm aften nede ved Spree. Vi skal spise god mad, sove længe, gå tur på Tempelhof, besøge Helmut Newton museet og drikke kaffe hos Father Carpenter.

DET BEDSTE STED AT SPISE MORGENMAD 
Aunt Benny serverer sådan god og solid morgenmad med æg, brød, pølse og yogurt med musli. De laver også god nok kaffe og så er det sådan et sted hvor man bare kan sidde et par timer og hygge. Silo er min ubetingede favorit, de laver hjernedød god kaffe og serverer ovnbagte pandekager, pocherede æg, Shakshouka og toast og så laver de en ond croissant. Jeg er der altid minimum en gang per besøg.

NÆSTE REJSEDESTINATION  
Jeg ved det ikke! Udover en arbejdstur til Monaco, har jeg ingen rejseplaner.. Men det bliver nok New York eller en smut tur til Amsterdam inden længe.

Få Emilie Liljas bedste tips til LA HER

(Visited 2,719 times, 1 visits today)

Leave a reply

Leave a Reply

3 Comments

  • Reply Marina Loyko 14/05/2017 at 21:43

    cool style

  • Reply Caroline 15/05/2017 at 17:44

    Perfekte tips! Jeg har boet i Berlin i tre år og tilslutter mig denne guide, Frede har virkelig søgt nogle af de bedste tips til dejlige Berlin <3

    • Reply Trine 16/05/2017 at 10:13

      Hej Caroline,
      Hvor godt at høre – de tips hun har givet mig har heller aldrig fejlet.
      Hav en dejlig dag
      KH Trine

    You Might Also Like