Mig og min jul med Christine Sofie Johansen - TRINE'S WARDROBE
« JA!! Lidt mere om den bedste dag i mit liv
Things I Like #60 »

Mig og min jul med Christine Sofie Johansen

Copenhagen/ 20/11/2016

Den søde juletid nærmer sig, og jeg kan næsten ikke vente på at kalenderen siger december. Jeg elsker jul og alt hvad der til hører af levende lys, juleknas, silkegran og misteltener, gløgg og æbleskiver, julegaveindkøb, weekender med juleklip og familie tid. Jeg er fan af det hele.

Frem mod jul har jeg taget fat i en række inspirerende unge kvinder for at høre om deres jul og deres traditioner – første i rækken er modellen Christine Sofie, der har fået en del medietid på det seneste efter hun stod frem og fortalte om hvordan hun droppede at tilpasse sig modelbranchens idealer, begyndte at spise hvad hun havde lyst til og pludselig væltede jobsene ind. Læs bl.a. artiklen HER

christinesofiejohansen

Navn: Christine Sofie Johansen  
Alder: 25 år
Beskæftigelse: Model, bor i øjeblikket i New York med min kæreste Rasmus Robert

HVID JUL ELLER JUL UNDER ET PALMETRÆ 
Jeg holdet meget af julen, både i hjemlige lag og på ski. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af at danse rundt om en palme, men mon ikke det vil ske på et tidspunkt!

HVORNÅR STARTER DINE FORBERELSER TIL JUL 
Da jeg boede i Danmark, lavede jeg altid juleforberedelser med min farmor. Det har vi gjort, lige siden jeg var helt lille. Vi bager pebernødder, klejner,  finskbrød og sylter. Alt sammen fra bunden. Vi starter, så snart vi kan komme til det, og vi lægger typisk ud med at pynte og lave et nisselandskab. Det er en tradition der har holdt ved, så langt tilbage jeg husker.

DIN YNDLINGS JULEFILM 
Der er altid så meget godt i fjernsynet omkring jul. Vi plejer selvfølgelig at se ’Alene hjemme’, og jeg holder særligt af de gamle originale danske film, de sender som ’Baronessen fra benzintanken’ eller ’Charles tante’. De er ret fantastiske.

DET BEDSTE VED DECEMBER 
Det bedste ved december er uden tvivl al hyggen med familie og venner. Jeg elsker måden, man samles omkring forskellige ting på. I København ville jeg gå en dejlig lang tur med min kæreste under en forhåbentlig frostblå himmel, shoppe julegaver efter en dejlig sildemad på toldbodbodega og til sidst mødes med vores venner til vins rouge på Beau Marché…

Hvis jeg er så heldig at komme til Danmark i god tid, og vi er på landet med vores familier, ville vi gå ture langs vandet om formiddagen og høre dejlige jazzplader om aftenen, alt imens vi pynter juletræ og venter på småkager i ovnen. Og måske spiller vi et slag kort. Desværre kommer jeg oftest meget sent hjem til jul. Sidste år landede jeg først i Kastrup den 23. December kl. 22.30

christinesofiejohansen1

HVAD ER DIT BEDSTE TIP MOD TØMMERMÆND DAGEN EFTER EN JULEFROKOST 
Gå en lang tur i kulden eller drik en iskold pilsner.

YNDLINGS JULETRADITION  
Jeg elsker jeg at gå i Thurø kirke med min farmor den 24. eller når hele familien løber rundt i huset og skråler “NU ER DET JUL IGEN”. Vi har også altid en julemand med rundt om træet, som min oldemor selv har syet for snart 100 år siden. Og så er der den årlige julefrokost hos farmor 1. Juledag. Det er altid noget for sig selv :)

DEN VÆRSTE JULEGAVE, DU NOGENSINDE HAR FÅET 
Jeg tror, at det var da min farmor og farfar sidste år gav min bror og jeg Barcardi rom og Captain Morgan i en kasse med andre julegodter – tror de havde glemt, at vi ikke var 15 år længere ;)

RISENGRØD ELLER RIS A LA MANDE 
Åh den er svær, jeg er en sucker for grød! Men jeg er også ret pjattet med både fløde og vanilje – det må blive ris a la mande!

HVORDAN SKAL DU SE UD JULEAFTEN 
Jeg kan egentlig godt lide at dresse lidt op, men det er mere i anledningen af julefrokoster osv. I min familie har vi altid fokuseret mest på det “hyggelige” og lige knap så opstadset. Det må også gerne være behageligt, så der er plads til både at spise julemad og danse om træet!

christinesofiejohansen5

HVAD ØNSKER DU DIG I JULEGAVE 
En rejse til en hvid sandstrand sammen med min kæreste.. Vi har ikke rigtig været på ferie sammen i snart et år pga. arbejde, så det er på tide. Jeg ved ikke lige, hvem der skulle folde en sydhavsø sammen og putte den under træet, men man har vel lov at håbe! Ellers ønsker jeg mig en ørering af Anissa Kermiche, keramik af Rose Eken, et grønt læderbælte fra Etro og et par pink silkebukser fra Nina Ricci.

AND ELLER FLÆSKESTEG 
And. Der er ikke mange der kan tilberede en flæskesteg, så jeg gider at spise den. Men hvis sværen er sprød, kan jeg godt finde på at pille dem af!

HVORDAN PYNTER DU OP TIL JUL 
Nu har vi flyttet meget de sidste par år, så vi har ikke en kæmpe kasse med julepynt stående på loftet. Vi har dog haft en lille juletræ hvert år, og det er altid med levende lys og gerne også et par lyskæder

HVOR OG HVEM SKAL DU HOLDE JUL MED 
I år skal jeg til Århus og holde jul med min kæreste og hans familie – det er første gang, jeg holder jul ude, og det glæder jeg mig til at prøve.

christinesofiejohansen3

HVILKEN JULEGODTE KAN DU BEDST LIDE 
Jeg er ikke helt pjattet med marcipangrise og vingummi flæsk, men skal jeg vælge noget, som ikke er fynsk rygeost eller en sildemad, må det blive en berliner eller en friskbagt klejne nydt på et koldt julemarked i Hamburg eller Berlin.

HVILKEN RET HAR DU MED TIL JULEFROKOSTENS JULEBUFFET 
Fynsk medister og rå rødkålssalat med appelsin og valnødder.

BLØDE ELLER HÅRDE PAKKER 
Der betyder ikke det store, men jeg elsker, hvis folk har brugt lang tid på at pakke ind! Eller gjort et nummer ud af at forklæde en ellers let genkendelig pakke!

HVORDAN UNDGÅR DU AT BUKSERNE STRAMMER, NÅR JULEN ER OVERSTÅET
Min juleferie er typisk for kort til, at det bliver et problem for mig. Sidste år kom jeg først til Danmark den 23. December, så der var ikke mange julefrokoster, jeg skulle holde mig tilbage, hehe! Normalt prøver jeg bare at lade være med at overspise, og jeg sørger for at få lidt frisk luft. Og så er jeg ikke typen der er så vild med småkager – jeg foretrækker en sildemad.

 

(Visited 2,560 times, 1 visits today)

Leave a reply

Leave a Reply

2 Comments

  • Reply Mig og min jul med Sisse Sejr-Nørgaard - TRINE'S WARDROBE 27/11/2016 at 09:03

    […] « Mig og min jul med Christine Sofie Johansen 0 Comments […]

  • Reply Mig og min jul med Sidsel Alling - TRINE'S WARDROBE 04/12/2016 at 08:13

    […] et kig med nedenfor og husk også at læs min julesnak med Christine Sofie og Sisse […]

  • You Might Also Like